OVERORDNET STRATEGI
 
 
God kommunikation mellem skole og hjem er en forudsætning for et af godt skole/hjem-sam­arbejde. Vi vil derfor gerne sikre, at kommunikationen mellem skole og hjem er så god som overhovedet mulig.
For at danne grundlaget for en god kommunikation tilbydes klasserne i indskolingen projektet ”Den gode klasse”, som lægger op til et åbent og tillidsfuldt samarbejde forældrene imellem. Dette projekt arrangeres i samarbejde mellem klasselæreren og forældrerådet.
 
Hjemmets kontakt til skolen
For at forældre og lærere på bedste vis kan leve op til ansvaret om at skabe de optimale betingelser for kommunikationen mellem skole og hjem, er det vigtigt, at dialogen mellem de voksne parter ikke går gennem eleven eller andre, men altid sker direkte mellem forældre og lærer. De har i fællesskab ansvaret for, at der er klare linjer og god stemning.
 
Klasselæreren
Har man som forældre et emne, der omhandler ens eget barns mere generelle trivsel eller klassens ditto, så er det klasselæreren, man skal henvende sig til. Klasselæreren er den lærer, der har det overordnede ansvar for trivslen i klassen. Det er også den lærer, der normalt har den tætteste kontakt til eleverne.
 
Klasselæreren og faglæreren
Har man som forældre spørgsmål, en besked, konstruktiv kritik og forslag eller andet, bør man altid kontakte den relevante klasse- eller faglærer direkte. Enten via kontaktbog, telefon eller mail.
 
Kontaktbogen
Kontaktbogen bør anvendes til små klare beskeder og spørgsmål, mens kontaktbogen IKKE egner sig til længere korrespondance. Det må nødvendigvis klares pr. telefon, eller ved at man aftaler et møde med læreren.
Kontaktbogen medbringes hver dag.
 
Telefon/mail
Når det gælder større og/eller følsomme emner, er det bedst at mødes ansigt til ansigt, dog kan læreren også kontaktes telefonisk. Af hensyn til lærerens privatliv bedes man tænke på, hvornår man ringer. Ved skolestart orienteres forældrene om, hvornår og hvordan klassens lærere helst vil kontaktes.
Det er op til den enkelte lærer at afgøre, om henvendelser uden for skoletiden kan klares med det samme eller skal henvises til et andet tidspunkt.
Sender man læreren en e-mail, kan man forvente svar inden for tre hverdage. Samme tidsfrist forventes overholdt af forældre.
 
Forældreintra
Alle forældre får ved barnets skolestart udleveret adgangskode og password til Forældreintra.
Her bør man orientere sig om sit barns klasse: klasseliste, skema, klassens lærere, aktivitetsplan, årsplaner for fagene, informationsbreve – både fra lærerne og kontoret – medlemmer af klasseforældrerådet m.m.
Debatforum
På Forældreintra er der mulighed for at oprette et debatforum for forældre.
Det er tænkt som et positivt forum.
·        Hver klasse har sit debatforum.
·        En af klassens lærere eller et medlem af klasseforældrerådet er webmaster.
·        Forældre og lærere skal henvende sig til webmasteren og foreslå emner sat til debat. Forældrene kan herefter skrive direkte ind i debatforum.
·        Debatforummet må ikke benyttes til drøftelse af personer og konkrete hændelser på skolen.
·        Hvis et indlæg strider imod retningslinjerne, kan webmasteren bryde ind.
 
Informationsbreve
Med jævne mellemrum modtager forældre og elever et informationsbrev, med informationer om aktiviteter og andre praktiske meddelelser fra skolen til hjemmet.
Brevene sendes ud via Forældreintra – eventuelt suppleret med papirudgave efter behov.
 
Klasseforældremøde
Der afholdes to-tre årlige forældremøder i 0.-3. klasse og et årligt møde i 4.-10. klasse. På disse møder informerer klassens lærere forældrene om undervisningen og trivslen. Disse og andre generelle forhold i klassen drøftes på mødet.
I 0.-3. klasse deltager pædagogerne fra Myretuen på min. et af møderne.
I 8.-10. klasse deltager UU-vejlederne, og der orienteres om afgangsprøverne.
Invitationen sendes ud via Forældreintra, og tilmeldingen foregår også her.
 
Skole/hjem-samtaler
Der afholdes to skole/hjem-samtaler i 1.-8. klasse og en i 0., 9. og 10. klasse.
På disse møder, hvor den enkelte elev, dennes forældre og læreren deltager, drøfter elevens trivsel, udbytte af undervisningen, arbejdsindsats og engagement samt andre emner, der er relevante for eleven og forældrene. Andre elever eller søskende diskuteres ikke til skole-hjem-samtaler.
Invitationen sendes ud via Forældreintra.
 
Lærer/elev-samtaler
Der afholdes en lærer/elev-samtale i 0. kl., og den ligger umiddelbart før skole/hjem-sam­talen.
Der afholdes en lærer/elev-samtale i 1.-6. klasse, og den placeres mellem de to skole/hjem-samtaler som opfølgning af første samtale.
Der afholdes en lærer/elev-samtale i 8.-10. klasse, men to i 7. klasse.
 
Standpunktskarakterer
Eleverne i 6. klasse får tilsendt karakterblad 2 gange om året.
Eleverne i 7.-10. klasse får tilsendt karakterblad 3 gange om året.
Udtalelse
Når en elev forlader skolen efter 9. eller 10. klasse, får han/hun en udtalelse sammen med sit afgangsbevis.
 
Ledelsen
Ledelsen varetager administrationen af skolen og har det overordnede pædagogiske ansvar. Kommandovejen er, at man altid går gennem klasse- eller faglæreren først, men har man forslag eller spørgsmål, som klasse- eller faglæreren ikke har kunnet klare, er man naturligvis
meget velkommen til at kontakte ledelsen. Det kan i mange tilfælde være praktisk, hvis man gør det pr. e-mail. Handler det om konflikter, som det ikke er lykkedes at løse gennem klasse- eller faglærer, bedes man henvende sig til ledelsen.
Skolelederen udsender jævnligt nyhedsbreve på Forældreintra.
 
Bestyrelsen
Som hovedregel involveres bestyrelsen ikke i kontakten mellem skole og hjem, med mindre der er opstået alvorlige problemer, der hverken er blevet løst via henvendelse til skolens personale eller ledelse. I så fald kan der rettes en skriftlig henvendelse til formanden for skolens bestyrelse og altid med kopi til skolens ledelse.
 
Klasseforældreråd
I hver klasse vælger man et klasseforældreråd på 3-5 medlemmer, som fungerer som klassens aktivitets-/festudvalg. Man kan kontakte medlemmerne, hvis man har forslag eller emner af generel karakter, som man mener, bør tages op fx på det førstkommende forældremøde. Det kunne være om fælles holdninger til børnefødselsdage, private fester, alkohol, rygning, sprogbrug, mobiltelefoner etc.
Bestyrelsen inviterer til et årligt arrangement for klasseforældrerådene.
 
Forventninger og etik
Som en del af skolens kommunikationspolitik er der opstillet en række forventninger til såvel skole som hjem:
 
·        Hold god tone
·        Tænk, før du taler/skriver
·        Lyt til, hvad der bliver sagt
·        Indgå i en dialog
 
Kommunikation via mail:
·        Indgå ikke i diskussioner
·        Kvitter for modtagelse
·        Vær omhyggelig i din sprogbrug
·        Hvis forespørgslen kræver et længere svar, kan man bede om en opringning på et tidspunkt, der passer en selv.
·        Skriv aldrig, når du er vred
·        Vis åbenhed
·        Vis saglighed
·        Undgå personlige angreb
 
Ureglementeret brug af Forældreintra vil blive betragtet som en alvorlig belastning m.h.t. samarbejdet med skolen.